Alle indlæg af Kasper

Optimistiske Amazon: Pakkedroner bliver lige så almindelig som pakkebiler

Internetgiganten Amazon har i flere år trukket mange overskrifter på, at de vedholdene siger, at forbrugerne snart vil kunne få leveret deres bestillinger med ‘pakkedroner’.

Nu lader det tilsyneladende til, at pakkedronerne er tættere på virkeligheden end nogensinde før. I hvert fald hvis man lytter til Amazons vicepræsident, Paul Misener, der i et eksklusivt interview med Yahoo slår fast, at pakkedronerne er meget mere end et PR-stunt.

Et fokuseret hold af robotforskere, flyvetekniske ingeniører og en tidligere NASA-astronaut

I interviewet fortæller Misener, at et hold af flyvetekniske ingeniører, robotforskere og en tidligere NASA-astronaut er “fuldstændig fokuseret” på at gøre pakkedronerne til virkelighed.

Til spørgsmålet om, hvorvidt projektet mest af alt er en gimmick, svarer Misener: “Jeg kan forsikre dig, at de (dronerne, red.) er meget virkelige“.

Lige så almindelige som pakkebiler?

Lytter man til Misener, er det faktisk slet ikke så vildt, at robotter skal være i stand til at levere pakker, da automatiseringsteknologierne allerede eksisterer i dag.

For Misener handler det naturligvis først og fremmest om, at dronerne skal færdigudvikles. Dernæst bliver udfordringen, ifølge Misener, at nå til et punkt, hvor Amazon kan demonstrere og overbevise om, at droneløsningen er sikker.

Dog forlyder det, at Amazon fortsat ikke har fundet en løsning på, hvordan dronerne skal levere pakker til folk, der bor i lejligheder. Alligevel mener Amazon’s vicepræsident, at “pakkedroner bliver lige så almindelige som pakkebiler“.

“Dronerne er mere som heste end som biler”

Du tænker måske umiddelbart, at dine træer i forhaven, telefonledninger og andet vil blive en udfordring, når pakkedronerne styrer mod din fordør, men ifølge Misener er det slet ikke noget problem, da dronerne har en såkaldt sense-and-avoid teknologi.

Misener forklarer det således: “Hvis du har et lille træ i din forhave, og du ønsker at køre din bil ind i det, kan du gøre det. Men prøv at ride en hest ind i træet. Det kan du ikke få den til at gøre. Hesten vil se træet og gå rundt om det. Det samme vil gøre sig gældende for vores droner, for de vil vide, at de ikke skal flyve ind i det.“.

Sværere at overbevise lovgiverne, end det er at løse de teknologiske udfordringer

Lytter man til Misener er det en større udfordring at overbevise lovgiverne om pakkedronernes sikkerhed, end det er at løse de teknologiske udfordringer. Dog er Misener overbevist om, at begge dele nok skal gå hånd i hånd: “Når først vi har demonstreret systemets sikkerhed, tror vi på, at lovgivningen hurtigt følger efter“, siger han.

Er du ikke overbevist? Så har Misener en sidste skefuld optimisme at overbevise med: “Vi tror på, at det en dag vil være lige så normalt at se vores Prime Air-droner, som at se en pakkebil køre ned ad gaden. Jeg har set dem. Det kommer til at ske. De kommer“.

Her kan du se en videoreklame for projektet:

Så meget sparer du på Mercedes-Benz biler efter den nye registreringsafgift

Da regeringens finanslov i sidste måned blev vedtaget i samarbejde med Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance, medførte det en markant nedsættelse i registreringsafgiften på på biler og motorcykler, der koster mere end 81.700 kr.

Fra 180% til 150%

For køretøjer, der koster mere end 81.700 kr., betyder det, at bilkøberen ‘slipper’ med en afgift på 150%, kontra 180% tidligere.

På køretøjer med et prismærke på under 81.700 kr. fastholdes registreringsafgiften på 105%.

FAKTA: Ændringen i registreringsafgiften kommer ikke til at spille nogen stor økonomisk rolle i forbindelse med privatleasing grundet den beregningsmetode, der ligger til grund for afregningen af resgistreringsafgiften for leasingbiler.

Spar 35.000 kr. på Mercedes-Benz’ populære C-Klasse

Det er ingen hemmelighed, at Mercedes-Benz biler aldrig har været allemandseje – og gudskelov for det. Men med ændringen i registreringsafgiften bliver det betydeligt billigere at erhverve sig en prestigefyldt Mercer.

Se de nye priser på de mest populære modeller herunder:

A-Klasse:
Før: 340.800 kr.
Nu: 319.850 kr.
Besparelse: 20.950 kr.

B-Klasse:
Før: 360.200 kr.
Nu: 341.500 kr.
Besparelse: 18.700 kr.

C-Klasse Sedan:
Før: 494.800 kr.
Nu: 459.492 kr.
Besparelse: 35.308 kr.

C-Klasse stationcar:
Før: 526.400 kr.
Nu: 488.349 kr.
Besparelse: 38.051 kr.

E-Klasse:
Før: 677.400 kr.
Nu: 622.656 kr.
Besparelse: 54.744 kr.

Mere sikkerhedsudstyr som følge af ændringen

Ifølge Mercedes-Benz selv bliver bliver én af de konkrete følger af ændringen i registreringsafgiften, at flere forbrugere vælger at tilkøbe sikkerhedsudstyr til deres nye Mercedes-Benz.

I forbindelse med ændringen i registreringsafgiften falder prisen nemlig også på Mercedes-Benz’ store sikkerhedspakke, der bl.a. inkluderer højteknologiske radarer, kameraer og sensorer, som forhindrer alvorlige kollisionsulykker.

Prisen på sikkerhedspakken falder eksempelvis fra 54.611 kr. til 48.706 kr. i den populære C-Klasse.

Apple slår både Google og Coca-Cola på listen over verdens mest værdifulde brands

Ifølge Interbrands liste over verdens mest værdifulde brands er Apple verdens mest værdifulde brand med en værdi på hele $170 milliarder. I danske kroner er det svimlende 1,13 trilliarder.

I tabellen er Apple efterfulgt af giganten Google, der dog må se sig slået med intet mindre end $50 milliarder. Det giver Google en samlet værdi på $120 milliarder.

Samtidig har Samsung stået stille og hverken vækstet eller forringet sin brandværdi, der estimernes til omkring $45 milliarder – og det rækker ‘kun’ til en syvendeplads på listen.

Tech-virksomhederne topper

Mere end halvdelen af virksomhederne i top 10’en er tech-virksomheder. Det skyldes, at tech-virksomheder disse år vokser i takt med nye forbrugervaner.

Eksempelvis har Apple præsteret end stigning på imponerende 43% siden sidste års brandliste. I samme periode er Google vokset med 12%, mens Coca Cola er faldet med 4%, hvilket giver en tredjeplads.

Brandværdien er udregnet efter et brands evne til at påvirke kunders køb, finansielle præstation og i hvilket omfang en premium-pris kan forsvares.

Se den fulde liste her:

  1. Apple ($170,276) +43%
  2. Google ($120,314) +12%
  3. Coca Cola ($78,423) -4%
  4. Microsoft ($67,670) +11%
  5. IBM ($65,095) -10%
  6. Toyota ($49,048) +16%
  7. Samsung ($45,297) 0%
  8. General Electric ($42,267) -7%
  9. McDonald’s ($39,809) -6%
  10. Amazon ($37,948) +29%

 

Guide: Spar tid med smarte besked-genveje på din iPhone

Med mindre du er en typisk dansk teenage-pige, skriver du sikkert ikke forfærdeligt mange lange SMS’er fra din smartphone, når du er på farten.

SMS står jo også netop for “Small Message Service”. Så hvis du ofte bruger SMS- og mail-funktionerne på din iPhone til korte beskeder a la “Er på vej” eller “Bliver lige 2 minutter forsinket“, kan du med fordel drage nytte af nogle hurtige genveje.

Uanset hvilke genveje du ønsker at bruge, kan de laves på denne måde:

Step by step:

  1. Gå ind i “Indstillinger” -> “Generelt”.
  2. Vælg “Tastatur nederst i menuen.
  3. Tryk på “Tilføj ny genvej”.
  4. Under “Udtryk” kan du taste en besked, du vil have mulighed for at sætte ind, når du er på farten.
  5. Når du har forfattet en besked under “Udtryk”, kan du nedenunder definere en genvej, der aktiverer beskeden. Det er anbefalet, at du omfangsmæssigt holder genvejen på omkring et par bogstaver. Du bør også tænke nøje over hvilke bogstaver, der skal indgå i din kombination. Konstruer en sammensætning, du ikke bruger i andre sammenhænge. Så slipper du for at komme til at aktivere din genvej på tidspunkter, hvor du ikke ønsker det.
  6. Tryk på “Arkiver” for at gemme din genvej.
  7. Mission complete! Du kan nu finde din genvej ved at søge på din bogstavekombination i søgefeltet på din iPhone, og genvejs-beskeden vil springe frem som en tekstboble, du kan vælge.

Det praktiske består i, at du kan bruge din genvejs-besked på tværs af apps. Det betyder, at du både kan bruge genvejen i forbindelse med SMS’er, e-mails, noter osv.

God fornøjelse!

 

3 uundværlige apps fra 2015, der øger din produktivitet

Oktober er ved at rende ud, og vi har benyttet lejligheden til at gøre status over de (hidtil) bedste apps, som har set lyset i 2015.

Alle tre apps findes både til iPhone og Android.

Tiny Scanner Pro

Tiny Scanner Pro forvandler din iPhone til en portabel scanner, der gør det muligt at gemme fysiske dokumenter og kvitteringer osv. som PDF-filer i høj kvalitet direkte på din iPhone. Når du har skannet et dokument, kan du organisere dette i underkategorier efter ønske og dele til diverse cloud-services eller via e-mail.

Glem alt om at have dokumenter flydende allevegne – med Tiny Scanner Pro kan du synche filer mellem din iPhone og iPad.

Kategori: Erhverv
Pris: 39 kr.

Adobe Acrobat Reader

Adobe Acrobat Reader er et oplagt værktøj for forretningsfolk, der arbejder med PDF-filer på ugentlig basis. App’en gør det nemlig muligt at se, dele og kommentere på PDF-filer direkte fra din iPhone. På den måde kan du altid være up-to-date på præsentationer, projekter og rapporter, og du kan via kommentarfunktionen give feedback på farten eller efterlade noter til dig selv.

For at få det maksimale ud af app’en skal du slå “Adobe Mobile Link” til, hvilket gør dig i stand til at dele filer på tværs af alle dine enheder.

Kategori: Erhverv
Pris: Gratis

Microsoft Outlook

For dig der er vant til at bruge Outlook på din desktop, bliver app’en lige så uundværlig. For selv i lommeversionen har Outlook-tjenesten de samme fantastisk organisatoriske egenskaber, der kombinerer kontakter, kalender og mails i ét.

I app’en kan du blandt andet prioritere dine mails efter vigtighed, arrangere møder, sætte påmindelser samt tilføje og dele filer fra enhed til enhed og konto til konto.

Kategori: Produktivitet
Pris: Gratis

Vinterdepression: Lysterapi vinder frem med lysets hast, men virker det?

Det er det samme hvert år: Overgangen fra sommer til efterår sker nærmest på en uge, og pludseligt er det mørkt, når vi står op, og mørkt når vi kommer hjem igen. Det er stærkt deprimerende for mange, og derfor er lysterapi i uhørt høj kurs. Spørgsmålet er dog, hvorvidt lysterapi faktisk virker?

En naturlig forklaring

Det korte svar på ovenstående spørgsmål er: Ja, lysterapi virker. Forklaringen? Menneskers døgnrytme tilpasses solens cyklus og er altså biologisk betinget. Vi mennesker er ligefrem afhængige af solens lys, og desto mere vi får af den, desto mere energi og velvære oplever vi.

FAKTA: Lys regulerer produktionen af stoffet serotonin. Mange mener, at mangel på dette stof kan være forklaringen på depression i, bogstaveligt talt, mørke tider.

Dette er også forklaringen på, hvorfor flere undersøgelser viser, at a-mennesker trives bedre end b-mennesker, fordi morgenmennesker ganske enkelt får mere dagslys.

Om vinteren vinder a-menneskerne dog ikke meget ekstra sollys ved at stå tidligt op, når nu solen alligevel først kigger frem, længe efter fanden har fået sko på for længst er ude af døren. Derfor kan lysterapi for nogle være løsningen.

Inden du investerer i lysterapi 

Det lyder jo meget godt det hele, men der er et par ting, du skal være opmærksom på, inden du investerer i en lysterapilampe. Allerførst må det nævnes, at mennesker beholdning af serotonin varierer fra menneske til menneske, så for nogle vil lysterapi aldrig blive nødvendigt.

For dem der har en lavere beholdning af serotonin og før har døjet med vinterdepression kan lysterapi være et glimrende middel til at opnå højere velvære i vinterhalvåret. Inden du fluks farer ud og erhverver dig et stort monstrum af en lampe, må du tage nogle overvejelser i betragtning.

Som med så meget andet er der også både fordele og ulemper ved at anvende lysterapi, og jeg vil kort beskrive nogle pros and cons, du bør have med i din betragtning.

FAKTA: Flere eksperter anbefaler, at du vælger en lysterapilampe, der har en stor overflade og et blødt lys.

Plusser:

Når lysterapiens stråler trænger gennem huden og sætter gang i produktionen af serotonin, sker der overordnet set to ting:

  • Døgnrytmen stabiliseres
  • Energiniveauet stiger

Meget af det medicin, der gives mod depressioner, har netop det formål at øge produktionen af serotonin. Vi mennesker vil helst undgå medicin, hvis vi kan, og derfor er lysterapi klart det bedste alternativ til antidepressive medicin.

Minusser:

Da lysterapi har indvirkning på døgnrytmen, kan forkert brug også lede til, at vi får for meget energi og oplever ikke at kunne sove. Derfor bør du ikke bruge lysterapi om aftenen.

Udover at kunne rykke for meget på døgnrytmen som effekt af for meget lysterapi sent på dagen, kan vi også opleve irriterede øjne – præcis som solen også kan forårsage. Det er blandt andet derfor, at lysterapi-lamper med blødt lys anbefales.

Sidste mulige bivirkninger, som her må nævnes, er, at en øget produktion af serotonin i visse tilfælde kan føre til indvendig uro og kvalme. Det er dog sjældent, at brugere af lysterapi oplever disse bivirkninger.

En god investering?

Ligesom lysterapi er bedre end medicin, er det naturlige sollys at foretrække over lysterapi. Men hvis du døjer med vinterdepression og ikke får nok naturligt lys, er der absolut intet forgjort i at investere i en lysterapilampe – så længe du er påpasselig med ikke at få for meget lys sent på dagen og derved rykke på døgnrytmen.