Tag-arkiv: Apple

Er iPhone 6 og Apple Watch et skridt tilbage for det amerikanske elektronikbrand?

Få lanceringer trækker så meget opmærksomhed som når Apple årligt præsenterer deres kommende produkter. I år var ingen undtagelse. Spørgsmålet er, hvilken betydning de to nye iPhone 6 og det længe ventede Apple Watch kommer til at få.

Overordnet set kan der nemlig ikke være tvivl om, at folk er ret skuffede over Apples lanceringer.

Apple Watch ikke nogen revolution

Det er der flere årsager til. For det første indfrier smarturet Apple Watch ikke de forventninger om et banebrydende produkt, mange havde forud for lanceringen. Ud over et fint design, og faktummet at uret kommer fra Apple, er der nemlig intet banebrydende ved produktet. Det kan imidlertid være tilstrækkeligt til at sikre en succes.

For mig er den største skuffelse dog den generelle mangel på innovative produkter. Intet nyt er der, hvad angår nogen af Apples computere. De fleste havde nok heller ikke regnet med det, men der er hellere ikke noget nyt ift. rygterne om et Apple-fjernsyn eller deres Apple TV-boks.

Stor iPhone uden markante forbedringer

Jeg synes også, at iPhone er et produkt, hvor forbedringerne bliver sværere og sværere at få øje på. Min største anke er størrelsen – et punkt, Apple selv har adresseret før. I mine øjne er grænsen for, hvor stor en enhed man gider mase ned i lommen simpelthen nået. Det har ellers været en vigtig årsag til, at jeg selv har været glad for iPhone 4. Den større telefon kræver desuden, som Apples egen video viser, betjening med begge frem for kun én hånd. Smart? Jeg synes ikke, det opvejer fordelene ved en større skærm.

Man kan indvende, at vi måske forventer for meget fra Apple. Det synes jeg nu ikke. Med deres selverklærede position som teknologiske innovations-vidundere havde jeg f.eks. også forventet mere af smartphonens kamera, der for fjerde gang holder sig på 8 megapixel uden bemærkelsesværdige forbedringer. Dog kommer 6 Plus-modellen med optisk billedstabilisering. Megapixels er ikke altafgørende for et kamera, men forbedringerne er samlet set langt fra imponerende, og det er nu mange år siden, kameraet i iPhone blev forbedret markant. Og jeg er nok ikke den eneste, der synes kameraet er vigtigt.

iPhone 6 mister en vigtig kvalitet

Jeg synes dog især, at iPhonen har mistet én af sine store styrker – den relativt kompakte størrelse. Selv har jeg i hvert fald mere lyst til at købe en brugt iPhone 5s frem for iPhone 6. Især, når man tager prisforskellene i betragtning – også selv om, man vælger en iPhone 6 med binding. De danske priser er ikke offentliggjort endnu, men Apple lover, at alle lande vil have iPhone 6 og iPhone 6 Plus i handel inden året er omme.

Flere ugler i mosen

At Apples aktier er faldet i forhold til før lanceringen er nok også en ret god indikation på, at de nye produkter samlet skuffer både eksperter og investorer. Det giver heller ikke plusser i bogen, når Apple f.eks. undlader at knytte så meget som ét ord til det nylige læk af private og kompromitterende nøgenbilleder. Hvad batteritiden på det nye Apple Watch kommer til at være, blev der heller ikke talt om, hvilket umiddelbart ikke taler for, at uret bliver den nye, teknologiske revolution inden for tilbehør eller fitness/livsstil, som uret især appellerer til.

Man kan kun gisne om, hvorvidt de tre nye produkters mangler kan være med til at slå Apple ud af kurs. Det er nok ikke tilfældet. Apple har stadig mange andre gode produkter i kataloget samt et brand, få andre firmaer matcher. Det ændrer dog ikke ved, at jeg er én af dem, der ikke er synderlig imponeret over Apples lanceringer.